Samarbejde mellem hjem og skole

 

Lærerne er løbende i kontakt med forældrene. Vi afholder ét forældremøde og 2 konsultationer i løbet af skoleåret. Forud for konsultationen har eleverne besvaret nogle spørgeskemaer om deres trivsel i skolen. Skemaerne danner udgangspunkt for konsultationerne, hvor der også bliver stillet fælles mål frem til næste konsultation.

Ved forældremødet kommer en foredragsholder og taler om et aktuelt emne. Efterfølgende kommer faglærerne rundt i klasserne og fortæller om fagene. Forud for møderne har forældrene modtaget årsplaner for alle fag. Hermed har forældrene så mulighed til at stille spørgsmål om fagets indhold.

Et godt samarbejde mellem skole og hjem er en vigtig forudsætning for, at barnet får en god skolegang. En anden vigtig forudsætning er forældrenes opbakning i forhold til barn og skolens dagligdag.

I nedenstående punkter har vi sammenskrevet en række forhold, som sætter fokus på forældreansvaret i forbindelse med børnenes skolegang. Forældreopbakning til punkterne vil medvirke til at skabe gode rammer for indlæringen og gøre dagligdagen lettere for alle parter.

 

1. Skolen forventer, at eleven møder

a) til tiden

b) veludhvilet

c) undervisningsparat. Det vil sige, at barnet har fået udsovet, har haft en rolig morgen, har fået morgenmad og har medbragt madpakke eller frugt.

 

2. Skolen forventer, at eleven er opdraget til at tage hensyn og udvise ansvarlig social opførsel samt tiltaler både lærere og elever høfligt og i et pænt sprog.

 

3. Skolen forventer, at forældrene er villige til at indgå i et konstruktivt og positivt samarbejde med skolen samt er parat til at vurdere en sag fra to sider i blandt andet konfliktsituationer.

 

4. Skolen forventer, at forældrene kigger i skoletasken og føler medansvar for penalhus, kontaktbog samt tjekker tasken for sedler og støtter indlæringen med blandt andet lektiehjælp.

 

5. Skolen forventer, at skolen respekteres som en arbejdsplads for både elever og lærere, og at skolen har en høj prioritet i barnets tilværelse.

Det vil sige:

a) at tandlæge- og lægebesøg placeres uden for skoletiden.

b) at ferie i størst muligt omfang holdes i skolens ferie.

c) at interesser og arbejde planlægges, så skolen ikke forsømmes.

d) at enhver fritagelse fra skolen overvejes grundigt.

 

6. Skolen forventer, at forældrene føler ansvar for børnene vedrørende seksualinformationer, rygning, alkohol og andre rusmidler samt i det hele taget føler ansvar for elevernes adfærd i puberteten.

7. Skolen forventer, at eleverne møder op i en påklædning, der forebygger udsendelse af signaler, der kan misforstås eller virke grænseoverskridende. Ingen bare maver, nedringede bluser eller bluser med tekst eller symboler, der er i modstrid med skolens grundholdning.