Skolen:

 

 

er en privat katolsk skole, der blev oprettet i 1916 af Sankt Joseph Søstrene. De kom til Maribo (efter anmodning) for at lede en Kommunikantanstalt, som skulle oprettes for de polske landarbejderes børn. Søstrene oprettede både børnehjem og skole for de katolske børn i området.

I 1975 blev skolen en selvejende institution, oprettet af Sankt Joseph Søstrene i samarbejde med skolens forældrekreds. Samtidig hermed blev skolens navn Sankt Birgitta Skole.

I 1998 købte skolen bygningerne fra Sankt Joseph Søstrene. Søstrene er dog stadig repræsenteret i bestyrelsen. 

I dag er der 50 ansatte og 480 elever, af disse er ca. 5% katolikker.

Skolen modtager såvel katolske som ikke katolske elever.

Sankt Birgitta Skole er en katolsk skole, der bygger på det kristne livs- og menneskesyn, således som det kommer til udtryk i Evangeliets og Kirkens lære.

Udover den almindelige undervisning modtager elever med katolsk baggrund særskilt katolsk kristendomsundervisning og bliver forberedt til 1. kommunion. Skolen afholder hver måned en skolemesse for de katolske elever.